Om os

Børn og unge er i skoler og institutioner i afgørende lang tid. Mange børn og unge er uden for fællesskabet. Nogle keder sig, andre har svært ved at finde mening. Det er utrygt ikke at passe ind. Ethvert menneske i dagtilbud og skole har ret til både at blive mødt og blive udfordret maksimalt. Det kan vi blive bedre til i Danmark.

Derfor har vi skabt Center for Rummelighed. Vi er en flok forskere, filmfolk, pædagoger, lærere og kunstnere, som udvikler konkrete metoder og inspiration til rummelig læring i dagtilbud, skoler og ungdomsuddannelser.

Center for Rummelighed er en uafhængig non-profit virksomhed, der vil styrke fællesskaber blandt børn og unge – og deres voksne. Centeret bygger på solid pædagogisk forskning og skaber professionel formidling af filmfolk og kunstnere. Vi anvender moderne teknologi og multimedia, især filmmediet, til at udvikle og støtte rummelighed og inklusion.

Center for Rummelighed bor på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet og består af en lille fast stab, en bestyrelse, frivillige og projektmedarbejdere på støttede projekter i grundskolen.

Idégrundlag: Rum for lighed

Center for Rummelighed står på et demokratisk og filosofisk grundlag, som stikker dybere end blot at skabe bedre karakterer i skolen. Vores vision, vores barnesyn og faglige synspunkt er, at der er plads til alle. Ideelt skal vi kunne rumme en utrolig spændvidde af mennesker – hele vejen fra vuggestue og til ungdomsuddannelse. Det er bestemt ikke nemt, og det kræver både fælles vilje og konkrete værktøjer, specialviden og støtte. Det er Center for Rummelighed med til at skabe.

Vi vil inspirere og tiltrække gennem kreative metoder, ny teknologi og først og fremmest en nysgerrighed, der går tæt på børns liv og interesser. Vi er her for at støtte pædagoger og lærere i arbejdet med inklusion og høj faglighed. Vi eksisterer for at inspirere alle børn og skabe rum for lighed. Lighed er ikke ens-hed. Ægte inklusion er ikke en spareøvelse. Fællesskab er forudsætningen for læring, og kreativ læring kan skabe mening og motivation.